Bread 74216 1280

Glutenfri rugbrød

Glutenfri rugbrød

Jeg har bagt dette brød mange gange nu, og endelig er jeg nået til den fremgangsmåde, som giver os det brød, som vi virkelig kan lide. Jeg har valgt at bage brødet med sorte ris; dels er det med til at give en god farve dels fordi det giver mere bid til brødet. Brødet er bagt med surdej, som jeg selv har lavet, men det er muligt at købe en surdej i helsekostbutikkerne. Jeg bruger carob til at give brødet den mørke farve, som vi forbinder med rugbrød.

 

Forberedelser:

1.Der skal laves en surdej.

2.De sorte ris skal koges. Jeg plejer at koge en hel pose ad gangen og så fryser jeg det delt i poser med 2 dl kogte ris hver. Risene skal ifølge anvisningen koges i 1 time, men da jeg vil bruge dem i brød, så giver jeg dem kun 30 minutter. Det bevirker, at de bevarer strukturen bedre, de bliver ikke så bløde.

 

Dag 1 laves fordejen:

  • 1 portion glutenfri surdej (ca. 3 dl)
  • 3 dl koldt vand
  • 150 g mel efter ønske (fx ris, majs, hirse)

Bland det godt sammen og stil det tildækket  og lad den stå i minimum 6 timer ved stuetemperatur.

Dag 2:

  • 3 dl fordej tages fra til næste gang du skal bage (husk det endelig, for det er din surdej til næste gang)
  • resten af fordejen
  • 3 dl koldt vand
  • 2 tsk. salt
  • ½ dl olie
  • 1 spsk. FiberHUSK
  • 2 dl solsikkekerner
  • 1 dl græskarkerner
  • 1 dl sesamfrø
  • 1 dl hørfrø
  • 2 dl kogte sorte ris
  • 1 dl boghvedekerner
  • 200-300 g blandet mel fx ris, majs, amarant, hirse, boghvede.
  • 15 g carob (kan udelades, men så bliver brødet lysere)

 

Tag nu 3 dl fordej fra, inden du fortsætter. Den fordej du tager fra er din nye surdej, og den opbevares i et glas med tætsluttende låg. Jeg opbevarer min surdej i køleskabet. Når jeg skal bage igen, tager jeg den ud og lader den stå på køkkenbordet gerne til næste dag.

Bland resten af fordejen med vand, salt, olie og FiberHUSK. Lad dejen stå i 5 min. så FiberHUSK kan opløses i væsken. Herefter blandes kernerne i, og der røres godt gerne i 5 minutter. Bland melet i lidt efter lidt indtil konsistensen er som en meget tyk grød. Det kan svinge en del, hvor meget mel der skal bruges, det kommer især an på, hvilken type mel der bruges Dejen skal ikke være flydende, men minde om en almindelig rugbrødsdej.

 

Kom dejen i en rugbrødsform og lad brødet hæve i minimum 5 timer på køkkenbordet. Vi kan bedst lide brødet, når det har hævet fra aften til næste morgen. Jo længere brødet hæver, des mere syrligt bliver det.

Sæt brødet i en kold ovn og tænd på 200°C og bag i ca. 1½ time eller til centrumstemperaturen er 98-100°C. Velbekomme!

 

 

OM
recipe image
Opskriftsnavn
Glutenfri rugbrød
Udgivet
Tid i alt
Gennemsnitlig bedømmelse
11stargraygraygraygray Based on 1 Review(s)

Filip Evaldsen

Filip er ansvarlig for Helsebixen.dk og fagekspert indenfor helsekost og har gennem sine mange år i branchen opbygget en dybdegående og bred viden inden for kosttilskud og sunde fødevarer.
Læs mere om Filip Evaldsen